......

Det her skulle egentlig have været et indlæg om min hverdag på skolen, men lige nu er det noget helt andet der fylder. Alt det der skete i nat i København har ramt mig hårdere end det nok ville have gjort hvis jeg boede i København. Det er meget mærkeligt at sidde langt væk når noget så alvorligt sker i Danmark, nu sidder jeg her i London i mit nattøj og med mascara på kinderne og vil egentlig meget hellere være i København.

Jeg har set DR2 hele formiddagen og er helt i chok over det kan ske. Men på den anden side er jeg ikke overrasket.

Jeg vil nu tage ud og kramme mine muslimske venner, give dem en kage og fortælle dem at det på ingen måde er deres eller deres religions skyld.

We Will Rock You

I går var hele Riverside inviteret til at se musicalen We Will Rock You på Woodside High School. Det var noget af en oplevelse på flere planer. Det er altid "fantastisk" at se mere eller mindre talentfulde teenager synge og spille skuespil (kan afsløre der højst sandsynligt var mangel på drenge der kan synge og spille skuespil, for der manglede måske en anelse der.....), men point for at prøve. Men at se det hele sammen med en masse børn med en varierende grad at koncentration var en fryd. Der var dem der var publikum fordi de ikke havde noget valg og bare blev kørt afsted i deres kørestol, dem der var med men ikke anede hvad der skulle foregå og dem der syntes det var det mest fantastiske i hele verden.

Det startede meget godt, selvom det var svært at få alle til at være stille. Men der gik ca 5 min inden det blev for meget for den første, der var dog kun et par stykker der blev nødt til at gå. Men helt fri for udbrud var vi ikke, særligt under de mere romantiske duetter. Dem i min klasse opførte sig eksemplarisk, særligt Tahsin og Wojcech var fantastiske, der blev både danset og spillet luftguitar. Nogle af de andre drenge var mere optaget af alle pigerne i tøj der ikke var skoleuniform......
Forestillingens højdepunkt var dog da en af de store drenge, der ellers havde siddet stille under hele forestillingen, pludselig mens der bliver klappet og bukket løber han op på scenen hopper rundt og griner. Der var ikke noget der kunne få ham ned igen, heldigvis tog skuespillerne det med højt humør. På vejen ud gik vi forbi alle skuespillerne og da de i kor (Der var ca 30 piger og 5 drenge) sagde farvel til vores 12-årige vi-er-på-vej-i-puberteten drenge, gik de helt i selvsving og kunne slet ikke være i sig selv. Det var ret sjovt at se.

Det må være alt for denne gang.

Riverside og klasse 3D

Riverside School, klasse 3D, skoleuniformer og meget mere.

Det er vist på tide jeg fortæller lidt om skolen og den klasse jeg er kommet i. Riverside ligger på samme grund som en almindelig high school, men udover at dele indgang så har de så vidt jeg ved ikke noget med hinanden at gøre. Klasserne er delt op i Keystage 3 og 4, 3 er de yngste elever fra 10-14 og 4 er 14-16. Derudover er de delt op i hvor store indlæringsvanskeligheder de har. Der er også mindst en klasse med multihandicappede (der er måske to, men hvem ved) De har ikke skoleuniformer som på naboskolen, men alle elever skal have sort underdel, hvid skjorte eller t-shirt og sort sweater eller ligende. Der er nogen der går med blazer og slips, men de fleste har bare sweater på. Det fører mig til at der også er dresscode for de ansatte. Vi må ikke gå med bluser uden ærmer eller blå jeans. Bluser uden ærmer kan jeg forstå, men blå jeans!?!?!?! Alle andre underdele går, men ikke blå jeans. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor?

Jeg er i 3D. Det vil sige det er de yngste. Bogstavet står for David, han er lærer i min klasse. Han underviser i stort set alt, undtagen de meget særlige fag, som gymnastik og cooking. I klassen er der 10 børn, 9 drenge og 1 pige. Det er en skøn blanding af forskellige handicap og med meget forskellige funktions niveau. De kan alle sammen selv klare de basale gøremål i dagligdagen, men læringsmæssigt er der godt nok stor forskel. De fleste af dem kan læse og skrive lidt, men der er også nogen i klassen som nok aldrig kommer til at lære det. Matematik er det samme, men de skal stadig igennem alle fag. Det kan godt føles lidt omsonst at sidde med en dreng på 14, uden ret meget verbalt sprog og som nok aldrig kommer videre end 3 års niveau, og skulle lære ham klokken. Det er helt tydeligt han ikke forstår konceptet med ure og tid og han gætter sig frem, men lave opgaven det skal han. Den slags ting føles meget mærkeligt. 

Det er i det hele taget meget mærkeligt at skulle lege lærer, jeg er ikke lærer og kommer aldrig til at være det. Men så længe det er en til en, så går det nok. 

Jeg kunne fortælle meget mere om hvordan man ikke får noget at vide, at der regler som aldrig bliver overholdt men åbenbart er meget vigtige og deres efter skole program Team Spirit. Alt det må vente til en anden gang.

En mærkelig weekend

Det har været en weekend med både op nedture. Salsa på en bar i Soho, middag med nye venner, hjemve og flytning.

Lad os starte med lørdag. Jeg vågnede lørdag med hjemve for første gang, jeg følte at jeg var isoleret fra alt og alle, jeg boede på et hostel med muselort under sengen og mærkelige mennesker i køkkenet og efter et besøg hos min nye landlady, fandt jeg ud af at jeg skulle bo i en by det minder meget om Skovlunde. Ikke lige det jeg havde troet da jeg sad derhjemme, det endte med jeg ringede hjem og græd. Da jeg endelig var holdt op med græde kom min fantastiske roommate Sara ind og spurgte hvordan jeg havde det, hvorefter det hele startede forfra. Jeg er superglad for at have et mit eget værelse, men samtidigt kommer jeg til at savne kvarteret og de mennesker der boede på hostellet, Sara, Imen, de spanske bøsser Jesus og Adrian, ja selv både unge og gamle mærkelig italiener (tror nok de er far og søn, men fik det aldrig bekræftet). Det hele endte med at jeg tog med dem ud på en salsaklub i SoHo om aftenen og dansede salsa i 3 timer til jeg havde helt ondt i hofterne. Jeg er nu ret sikker på at mine hofter ikke er lavet til salsa!!

Søndag stod på pakning af mine få ejendele inden turen gik til British Museum i selskab med de førnævnte mennesker(minus mærkelige italienere). Det er et fantastisk sted, men midt i det hele kom alt hvad der var sket dagen før op til overfladen og jeg blev nødt til at gå. Efter jeg havde siddet lidt på en Starbucks alene, fulgtes jeg med de andre hjem. Og jeg endte med at sidde og græde i en bus et eller andet sted mellem Camden og Finsbury Park, ikke det fedeste tidspunkt i mit liv. Min landlady, der skulle hente mig ender med at være så forsinket at jeg kan spise middag med de nye venner.

Selvom det der hostel var et mærkeligt sted, kom jeg alligevel til at holde af det. Det var en blanding af unge mennesker på rejse rundt i Europa, mennesker der boede der fordi de ikke havde andre muligheder og nogle der søgte job i London fordi de ingen muligheder havde der hvor de kom fra. Folk hjalp hinanden med alting, stort og småt og var altid med på at dele hvad de nu havde til rådighed. Jeg blev lige mindet om at mit liv måske ikke var så lortet som jeg gik rundt og troede....

Salsa i SoHo: