Dagligdag på skolen

Lang tid siden sidst, men tiden flyver herovre.

Jeg er på skolen mandag til torsdag, fredag har jeg fri (Heldigvis!). Jeg er klassen fra ca. 8.45-15.15. Det er helt fint at være i klassen, det er helt almindelig fag der bliver undervist i, bare målrettet deres niveau. Jeg hjælper til hvor der nu er brug for hjælp, hvilket også vil sige hjælpe med skolearbejdet. Det er lidt mærkeligt pludselig at skulle være lærer, men så længe de ikke forventer jeg overtager hele undervisningen går det nok. Udover det så er eleverne begyndt at kalde mig miss, det er ellers ikke noget man bruger på skolen alle kalder hinanden ved fornavn. Og nu efter jeg har prøvet at rette dem siden jeg startede er der selvfølgelig gået sport i at kalde mig miss, så nu bliver jeg ikke kaldt andet.... Tror jeg vil prøve at ignorere det ikke stykke tid og så se hvad der sker.

Tirsdag til torsdag fra 15.30-18.00 er jeg med til Team Spirit. Tirsdag er vi svømmehallen, onsdag er der tromning og afslapning og torsdag er der cricket, kurling (Ja, det er med K) som er indendørs curling og mere afslapning. Det er som sådan nogle udmærkede aktiviteter, men det er mere udførelsen det handler om. Jeg føler nogen gange det er mere for personalets skyld end for elevernes.

Hvis jeg skulle være her lidt længere var der nok en masse ting jeg ville stille  spørgsmål til. Som når vi har cricket om torsdagen: Hvorfor ikke kun have de elever der får noget ud af det med? Og så lave noget andet med dem der ikke kan være med til? Alle ville være mere glade og måske blev det lidt sjovere for personalet også.

......

Det her skulle egentlig have været et indlæg om min hverdag på skolen, men lige nu er det noget helt andet der fylder. Alt det der skete i nat i København har ramt mig hårdere end det nok ville have gjort hvis jeg boede i København. Det er meget mærkeligt at sidde langt væk når noget så alvorligt sker i Danmark, nu sidder jeg her i London i mit nattøj og med mascara på kinderne og vil egentlig meget hellere være i København.

Jeg har set DR2 hele formiddagen og er helt i chok over det kan ske. Men på den anden side er jeg ikke overrasket.

Jeg vil nu tage ud og kramme mine muslimske venner, give dem en kage og fortælle dem at det på ingen måde er deres eller deres religions skyld.

We Will Rock You

I går var hele Riverside inviteret til at se musicalen We Will Rock You på Woodside High School. Det var noget af en oplevelse på flere planer. Det er altid "fantastisk" at se mere eller mindre talentfulde teenager synge og spille skuespil (kan afsløre der højst sandsynligt var mangel på drenge der kan synge og spille skuespil, for der manglede måske en anelse der.....), men point for at prøve. Men at se det hele sammen med en masse børn med en varierende grad at koncentration var en fryd. Der var dem der var publikum fordi de ikke havde noget valg og bare blev kørt afsted i deres kørestol, dem der var med men ikke anede hvad der skulle foregå og dem der syntes det var det mest fantastiske i hele verden.

Det startede meget godt, selvom det var svært at få alle til at være stille. Men der gik ca 5 min inden det blev for meget for den første, der var dog kun et par stykker der blev nødt til at gå. Men helt fri for udbrud var vi ikke, særligt under de mere romantiske duetter. Dem i min klasse opførte sig eksemplarisk, særligt Tahsin og Wojcech var fantastiske, der blev både danset og spillet luftguitar. Nogle af de andre drenge var mere optaget af alle pigerne i tøj der ikke var skoleuniform......
Forestillingens højdepunkt var dog da en af de store drenge, der ellers havde siddet stille under hele forestillingen, pludselig mens der bliver klappet og bukket løber han op på scenen hopper rundt og griner. Der var ikke noget der kunne få ham ned igen, heldigvis tog skuespillerne det med højt humør. På vejen ud gik vi forbi alle skuespillerne og da de i kor (Der var ca 30 piger og 5 drenge) sagde farvel til vores 12-årige vi-er-på-vej-i-puberteten drenge, gik de helt i selvsving og kunne slet ikke være i sig selv. Det var ret sjovt at se.

Det må være alt for denne gang.

Riverside og klasse 3D

Riverside School, klasse 3D, skoleuniformer og meget mere.

Det er vist på tide jeg fortæller lidt om skolen og den klasse jeg er kommet i. Riverside ligger på samme grund som en almindelig high school, men udover at dele indgang så har de så vidt jeg ved ikke noget med hinanden at gøre. Klasserne er delt op i Keystage 3 og 4, 3 er de yngste elever fra 10-14 og 4 er 14-16. Derudover er de delt op i hvor store indlæringsvanskeligheder de har. Der er også mindst en klasse med multihandicappede (der er måske to, men hvem ved) De har ikke skoleuniformer som på naboskolen, men alle elever skal have sort underdel, hvid skjorte eller t-shirt og sort sweater eller ligende. Der er nogen der går med blazer og slips, men de fleste har bare sweater på. Det fører mig til at der også er dresscode for de ansatte. Vi må ikke gå med bluser uden ærmer eller blå jeans. Bluser uden ærmer kan jeg forstå, men blå jeans!?!?!?! Alle andre underdele går, men ikke blå jeans. Jeg har stadig ikke helt forstået hvorfor?

Jeg er i 3D. Det vil sige det er de yngste. Bogstavet står for David, han er lærer i min klasse. Han underviser i stort set alt, undtagen de meget særlige fag, som gymnastik og cooking. I klassen er der 10 børn, 9 drenge og 1 pige. Det er en skøn blanding af forskellige handicap og med meget forskellige funktions niveau. De kan alle sammen selv klare de basale gøremål i dagligdagen, men læringsmæssigt er der godt nok stor forskel. De fleste af dem kan læse og skrive lidt, men der er også nogen i klassen som nok aldrig kommer til at lære det. Matematik er det samme, men de skal stadig igennem alle fag. Det kan godt føles lidt omsonst at sidde med en dreng på 14, uden ret meget verbalt sprog og som nok aldrig kommer videre end 3 års niveau, og skulle lære ham klokken. Det er helt tydeligt han ikke forstår konceptet med ure og tid og han gætter sig frem, men lave opgaven det skal han. Den slags ting føles meget mærkeligt. 

Det er i det hele taget meget mærkeligt at skulle lege lærer, jeg er ikke lærer og kommer aldrig til at være det. Men så længe det er en til en, så går det nok. 

Jeg kunne fortælle meget mere om hvordan man ikke får noget at vide, at der regler som aldrig bliver overholdt men åbenbart er meget vigtige og deres efter skole program Team Spirit. Alt det må vente til en anden gang.

En mærkelig weekend

Det har været en weekend med både op nedture. Salsa på en bar i Soho, middag med nye venner, hjemve og flytning.

Lad os starte med lørdag. Jeg vågnede lørdag med hjemve for første gang, jeg følte at jeg var isoleret fra alt og alle, jeg boede på et hostel med muselort under sengen og mærkelige mennesker i køkkenet og efter et besøg hos min nye landlady, fandt jeg ud af at jeg skulle bo i en by det minder meget om Skovlunde. Ikke lige det jeg havde troet da jeg sad derhjemme, det endte med jeg ringede hjem og græd. Da jeg endelig var holdt op med græde kom min fantastiske roommate Sara ind og spurgte hvordan jeg havde det, hvorefter det hele startede forfra. Jeg er superglad for at have et mit eget værelse, men samtidigt kommer jeg til at savne kvarteret og de mennesker der boede på hostellet, Sara, Imen, de spanske bøsser Jesus og Adrian, ja selv både unge og gamle mærkelig italiener (tror nok de er far og søn, men fik det aldrig bekræftet). Det hele endte med at jeg tog med dem ud på en salsaklub i SoHo om aftenen og dansede salsa i 3 timer til jeg havde helt ondt i hofterne. Jeg er nu ret sikker på at mine hofter ikke er lavet til salsa!!

Søndag stod på pakning af mine få ejendele inden turen gik til British Museum i selskab med de førnævnte mennesker(minus mærkelige italienere). Det er et fantastisk sted, men midt i det hele kom alt hvad der var sket dagen før op til overfladen og jeg blev nødt til at gå. Efter jeg havde siddet lidt på en Starbucks alene, fulgtes jeg med de andre hjem. Og jeg endte med at sidde og græde i en bus et eller andet sted mellem Camden og Finsbury Park, ikke det fedeste tidspunkt i mit liv. Min landlady, der skulle hente mig ender med at være så forsinket at jeg kan spise middag med de nye venner.

Selvom det der hostel var et mærkeligt sted, kom jeg alligevel til at holde af det. Det var en blanding af unge mennesker på rejse rundt i Europa, mennesker der boede der fordi de ikke havde andre muligheder og nogle der søgte job i London fordi de ingen muligheder havde der hvor de kom fra. Folk hjalp hinanden med alting, stort og småt og var altid med på at dele hvad de nu havde til rådighed. Jeg blev lige mindet om at mit liv måske ikke var så lortet som jeg gik rundt og troede....

Salsa i SoHo:

Sightseeing

I går stod den på sightseeing med Camilla. Vi startede ved Big Ben og Houses of Parliament og gik langs Themsen til Tower Bridge. 

Vi starter lige ved Big Ben, der var rigtigt mange mennesker, så det gjorde det lidt svært at finde hinanden, det lykkedes dog til sidst. Der var dog ekstraordinært mange mennesker og tv-kameraer det viste sig at det var 50 års dagen for Winston Churchills begravelse, og i den anledning blev der holdt en mindegudstjeneste. Vi valgte dog ikke at deltage..... 

Vi gik hele vejen til Tower Bridge langs floden, det var en dejlig tur. Der skete dog ikke andet end at vi drak en kop tynd cacao og fandt en Starbucks for at benytte toilet og Wifi. Efter at være gået over Tower Bridge tog vi til Piccadilly circus og gik af Regent street mod Oxford circus, der var helt usandsynligt mange mennesker. Vi kom dog frem og fundet en 3 butik, så jeg kunne få købt mig et engelsk simkort. 

Efter 3 mødtes vi med Camillas roommate Jonas. Spiste frokost/aftensmad på en amerikansk barbecuerestaurant og gik lidt frem og tilbage på Oxford street, godt ømme i fødderne valgte vi til sidst at tage hjem. 

Vel hjemme på hostellet (hedder det det i bestemt form?!?) blev det hygget i køkkenet. De spanske bøsser havde købt nogle jelly beans med klamme smage, eller man vidste ikke om man fik en god eller dårlig. Valgte at hoppe ud af legen da jeg fik en der smagte af opkast(?!?!)

Det var vist den dag.

De første 2 dage

Dag 1:

I går var store rejsedag. Der blev pakket og gjort klar hjemme i København, da mine forældre var kommet og min far havde fået lukket mine kufferter, kørte vi til lufthavnen. På vejen derud kørte vi forbi en tankstation hvor vi samlede min storesøster Anne op, det var en stor overraskelse, selvom min lillesøster Tine var kommet til at afsløre det ved at spørge om vi ikke kunne køre ind på OK tanken efter kaffe. Efter jeg havde tjekket min bagage ind var det tid til at drikke en sidste kop kaffe med familien, mens jeg stod der og diskuterede med min mor om hvem der skulle have chokoladesneglen blev jeg prikket på skulderen af Maria og Stine fra mit hold. Det var en endnu større overraskelse og det fik virkelig tårerne frem, Kaffen blev drukket og chokoladesneglen blev spist (Vi endte med at dele den) og derefter var det tid til at vinke farvel og finde de andre.

Jeg tror vores fly afgik fra den gate der var længst fra alting. Vi skulle igennem paskontrol og gå meget meget langt, men kom dog frem uden de store problemer. Flyveturen gik også uden de store problemer og bagagen blev også hurtigt fundet. Så var det ellers afsted mod tottenham for at finde mit hostel, efter lidt gåen frem og tilbage fandt jeg endelig det rette sted. Det er ikke sjovt at gå igennem Tottenham med to tunge kufferter en onsdag aften uden at vide om man er kommet til det rette sted. Da jeg endelig var kommet ind på værelset og fundet min køje kigger jeg under sengen kun for at konstatere at der åbenbart har boet en mus for nylig og at denne mus har lagt en masse små lorte. Godt nok har jeg Værksted, Natur og Teknik som linjefag, men naturen må gerne blive udenfor! Det er heldigvis nogle søde piger jeg deler værelse med, men det er altså ikke et lækkert sted at bo....

Dag 2:

I dag har jeg været på besøg på Riverside, det var en meget overvældende oplevelse. Jeg troede jeg mødte op til en rundvisning og en kort snak, men pludselig befandt jeg mig midt i en time hvor jeg blev sat til at hjælpe en af de mest urolige drenge med at skrive en indkøbsseddel og han kunne vel og mærke ikke skrive nogle bogstaver!
For at starte med begyndelsen så mødtes jeg med Frederikke og Cathrine udenfor skolen de fulgte os ind på skolen, introducerede os for Sarah, som er deputy head og David som er Head Teacher. Det viste sig at jeg skal være i Davids klasse, det skal nok blive godt. Børnene er rigtigt søde, David virker rigtig flink, jeg er dog ikke sikker på hvad jeg skal mene om den anden lærer i klassen. Jeg var med til frokost sammen med børnene, en time med David der vist nok hed Targets (det var i den time der blev skrevet indkøbsseddel) og sluttede dagen med at være med i Life Skills hvor der blev lavet bagte kartofler med fyld. Life Skills handler også om at lære gode manerer og den slags. Så der var ikke nogen der måtte begynde at spise før alle var klar, det var lidt svært for nogen, men alt i alt gik det vist meget godt. Timen sluttede med at alle skulle mime et dyr, jeg blev også hevet ind på gulvet og skulle mime et dyr. Så var jeg vist introduceret for klassen. Efter timen havde skulle alle hjem. Mens jeg stod og tog jakke på kom Ruhul hen til mig for at sige farvel, da jeg sagde til ham at vi ses på mandag lyste han op i smil og gav mig en slags kram. Der smeltede jeg vist en lille smule.
På vej ud mødte vi Sarah igen, der blev udvekslet numre og email adresser og hun sagde at hun godt ville hjælpe med at finde mig et sted bo, hvilket kun er fantastisk!

Efter skolen og en tur på McDonalds prøvede jeg at finde et sted og købe et engelsk sim kort til min tlf, men det var mere end jeg lige kunne overskue. Til gengæld stødte jeg ind i en Tigerbutik, det var egentlig meget rart med lidt hjem midt i alt det britiske.

Det her blogindlæg er allerede blevet meget langt og jeg har vist ikke engang fortalt om halvdelen af alle de ting der er sket. Klokken er mange og jeg har stadig nogle mails der skal skrives.